Head of Research Unit
Jesper Pihl-Thingvad
Department of Occupational and Environmental Medicine, OUH
Projekt styring | ||
Projekt status | Open | |
Data indsamlingsdatoer | ||
Start | 30.12.2020 | |
Slut | 01.01.2027 | |
En ambulanceredder udsættes for kritiske hændelser 2-4 gange årligt, og er derfor i forhøjet risiko for at udvikle Posttraumatisk belastningsreaktion og sygefravær. DUSA vil derfor: • Undersøge hvilke konkrete støttetiltag i arbejdet, der beskytter mod PTSD og sygefravær hos ambulanceredderne. • Udvikle praksisnære vejledninger der kan bruges af Ambulancetjenesterne i deres forebyggelse af arbejdsrelateret PTSD og sygefravær.
PTSD kan opstå, når man gentagne gange er vidne til kritiske hændelser, og ambulancefaget er derfor et risikofag. Et nyere metastudie viser, at prævalensen af PTSD hos ambulanceredere er ca. 11 %. Dette er væsentligt højere end prævalensen af PTSD i den civile befolkning på ca. 4 %. Forskningen viser, at social støtte er en beskyttende faktor for at udvikle PTSD generelt. Det er dog uvist hvilken type af støtte, der kan beskytte ambulanceredere. De eksisterende studier om konkrete støttetiltag og PTSD i risikoerhverv, er generelt gennemført på mindre grupper med blandende populationer af politi, reddere, brandfolk og soldater, og resultaterne fra de eksisterende studier er tvetydige. DUSA er det første prospektive studie på ambulancereddere, der med gentagne målinger over tid afdækker om støtte i ambulancefaget påvirker resiliens, PTSD og sygefravær. Studiet er det første, der både afdækker den individuelle effekt af konkrete typer af støtte og effekten af de ansattes samtidige brug af flere typer af støtte over en længere periode. Projektet vil besvare følgende forskningsspørgsmål: 1. Er der en sammenhæng mellem konkrete typer af støtte i arbejdet efter primærbelastninger i tjenesten og udvikling af resiliens og PTSD symptomer efter henholdsvis 3 og 6 måneder? 2. Er der en sammenhæng mellem konkrete typer af støtte i arbejdet efter primærbelastninger og graden af sygefravær efter 3 og 6 mdr.? 3. Har mønster af støttetyper, der benyttes hen over et år, betydning for udvikling af hhv. resiliens og PTSD symptomer det samme og det efterfølgende år? 4. Har mønster af støttetyper, der søges hen over et år, betydning for udvikling af sygefravær det samme og det efterfølgende år? 5. Har udsættelse for tidligere belastninger i arbejdet, der opleves intenst i dag, betydning for den ansattes mønster i brug af støtte? 6. Har udsættelse for tidligere belastninger i arbejdet, der opleves intenst i dag, betydning for effekten af støtte det samme og det efterfølgende år?
Studie korhorten indeholder alle operationelle ansatte i ambulancetjenesten i Ambulance Syd, N=750. Ambulance Syd kan betragtes som markør-arbejdsplads for de regionale ambulancetjenester
Studiet gør brug af validerede spørgeskemaer fordelt på to spørgeskemapakker. Spørgeskemapakke 1 udsendes ved baseline, med opfølgning hvert år i de følgende 3 år . Spørgeskemapakke 1 indsamler demografiske data, og data om livstilsfaktorer, somatisk og mentalt helbred, traumeeksponering uden for arbejdet, forsinkede reaktioner på hændelser i arbejdet, resiliensfaktorer og psykosociale arbejdsforhold. Spørgeskemapakke 2 udsendes hver tredje måned. Spørgeskemapakke 2 afdækker eksponering for kritiske hændelser i arbejdet, resiliensfaktorer, PTSD symptomer samt brug af konkret støtte. Spørgeskemadata indsamles via de ansattes arbejds- e-mail og kombineres med virksomhedens fraværsregistreringer ved brug af unik medarbejder id. Fraværsdata indsamles for perioden 2020-2025, så der kan justeres for eksisterende mønstre af sygefravær.
Jesper Pihl-Thingvad, Phd, klinisk Lektor og leder af den arbejdspsykologiske forskningsenhed, Arbejds og Miljømedicink Klinik, OUH, Odense Universitetshospital; Nina Beck Hansen, Klinisk psykolog, phd. og lektor, Arbejds og Miljømedicinsk klinik, OUH, Odense Universitetshospital; Ask Elklit, Professor, leder af Videnscenter for Psykotraumatologi, Institut for Psykologi, Syddansk Universit; Maria Louison Vang, Adjunkt, Institut for Psykologi, Syddansk Universitet; Lars Peter Sønderbo Andersen, Seniorforsker, phd og adjungeret lektor, Universitetsklinikken, Arbejdsmedicinsk Klinik, Herning Sygehus