Skip til primært indhold

OPEN Statistics

OPEN Statistics yder statistisk bistand i to kategorier, Advice (rådgivning) samt mere dybdegående involvering. Rådgivning varetages som udgangspunkt af OPEN's biostatistikere via e-mail, virtuelt møde, telefon eller fremmøde.

Der tilbydes 10 timers gratis OPEN Advice til projekter optaget i OPEN (inden for de øvrige rammer i OPEN), ligesom det er muligt at tilkøbe yderligere rådgivningstimer. Denne tid er inklusiv forberedelse og opfølgning, herunder mailkorrespondance, læsning af protokoller m.m. Dybdegående involvering udføres mod fakturering. Hvis du ønsker at få dit projekt optaget i OPEN, så udfyld det online ansøgningsskema, som du finder her Ansøgning til OPEN.

Vejledning er hovedsageligt for klinikere (læger, sygeplejersker, m.v.) samt forskere ved Klinisk Institut og Institut for Regional Sundhedsforskning. Ph.d. studerende henvises som udgangspunkt til den vejledning, der kan opnås hos Institut for Sundhedstjenesteforskning ved at deltage i ph.d.-kurset Biostatistik I. Send en mail til open.statistics@rsyd.dk, hvis du har brug for svar på dine spørgsmål. Husk at vedlægge relevant materiale (send dog aldrig data uden forudgående aftale).

OPEN kan rådgive om statistiske analyser og metodevalg i dit projekt. Få sparring til bl.a. studiedesign og analysemetoder.

OPEN rådgiver om fortolkning af statistiske resultater og metodologiske begrænsninger, samt deres mulige effekt på analysernes resultater. OPEN rådgiver også i, hvordan resultaterne kan blive nærmere belyst ved sensitivitetsanalyser eller lignende.

OPEN rådgiver om formidling af statistiske resultater, herunder valg af passende tabeller og grafiske fremstillinger af resultaterne. Få også rådgivning til at beskrive de anvendte metoder retvisende og fyldestgørende i publikationer.

OPEN giver dig kvalificeret feedback på din styrkeberegning i forbindelse med planlægning af dit studie. Styrkeberegningen kan f.eks. bruges i protokoller, ansøgninger og statistiske analyseplaner.

En statistisk analyseplan beskriver, inden studiets udførsel, hvilke analyser, der er planlagt, og hvordan de vil blive udført. Optimer studiets troværdighed og sørg samtidigt for, at protokollen beskriver alle nødvendige skridt for at kunne undersøge de ønskede forskningshypoteser. OPEN rådgiver dig i arbejdet med din statistiske analyseplan.

Den statistiske rådgivning dækker ikke som sådan hjælp til programmering, men der ydes hjælp til generelle og afgrænsede spørgsmål om statistisk software. Der rådgives primært i den statistiske softwarepakke Stata, men efter forudgående aftale kan også opnås hjælp i andre programpakker. Der henvises i øvrigt til OPENs videokursus i Stata samt OPENs Stata-workshop.

OPEN's statistiker kan mod betaling foretage konkrete, statistiske analyser inkl. fortolkning og formidling af disse. Dette kræver nærmere aftale i forhold til omfang og pris, samt planlægning af en tidshorisont for opgaven. Arbejdet udføres af enten biostatistikere, registerdatamanagere eller epidemiologer alt efter opgavetype, kompetencer og ressourcer. Analyser udføres mod timebetaling, ligesom planlægning af analysearbejdet også faktureres. Spørgsmål om medforfatterskab afklares i henhold til Vancouver-kriterierne. Hvis du har behov for en forudgående drøftelse af mulighederne for at få udført analyser ved OPEN, så send en mail til open.statistics@rsyd.dk. Husk at vedlægge relevant materiale (send dog aldrig data uden forudgående aftale).

APPFWU01V