Skip til primært indhold

REDCap

REDCap (Research Electronic Data Capture) er et kraftfuldt databasesystem til at administrere forskningsdata. Hvis du har brug for hjælp til at komme i gang eller opsætte projekter, tilbyder vi skræddersyet support, så du får det maksimale udbytte af REDCap i din forskning.

Læs mere om REDCap her

REDCap er et verdensomspændende, webbaseret system udviklet specifikt til ikke-kommerciel klinisk forskning. Systemet gør det nemt og sikkert at indsamle, administrere og dele forskningsdata. REDCap er særligt velegnet til projekter, der stiller krav til datasikkerhed, sporbarhed og fleksibilitet. Det bruges af forskere over hele verden og understøtter både enkle spørgeskemaer og komplekse, longitudinelle studier – alt sammen uden behov for programmering.

Bruger du REDCap via OPEN, vil data blive opbevaret på OPENs servere i Region Syddanmark. Data inddateres via en krypteret forbindelse og opfylder gældende krav til databeskyttelse. Databasen må indeholde fx CPR og opfylder GCP-kravene for brug af eCRF ved lægemiddelforsøg, fordi der er fuld logning på alle inddateringer og ændringer.

  • Direkte inddatering af kliniske data, mens du sidder med patienten
  • Online randomisering
  • Mulighed for double data entry fra papirskemaer
  • Online inddatering, som gør det muligt at taste når som helst og hvor som helst – det kræver kun netværk
  • Udsendelse af elektroniske spørgeskemaer via Digital Post
  • Kalenderfunktion
  • Overblik - på både projekt- og individniveau
  • Udtræk af rapporter
  • Udtræk af data til statistikprogrammer, fx STATA, SAS, R mfl. samt Excel.

REDCap via OPEN kan benyttes af forskere i Region Syddanmark og Syddansk Universitet. Brug REDCap gratis som forsker i Region Syddanmark og ved Klinisk Institut SDU. Ved omfangsrige projekter vil der dog blive foretaget en individuel vurdering af, hvorvidt der skal afregnes datamanagertimer. Læs mere omkring pris for datamanagement af projekter fra resten af SDU under siden Ansøgning til OPEN.

Når du bruger REDCap via OPEN har du mulighed for, at OPENs datamanagere opbygger databasen for dig. OPENs datamanagere har stor erfaring med REDCap, hvilket giver mulighed for at udnytte rammerne fuldt ud og derved skræddersy løsninger, du som forsker, måske ikke selv ville have overvejet. Hvis OPEN skal opbygge databasen for dig, giver vi et time- og prisestimat på opgaven.
Du kan også selv som projektejer opbygge din projektdatabase, og her anbefaler vi, at du deltager i vores REDCap kurser, som afholdes hver tredje uge. Her får du de nødvendige værktøjer til at opbygge en velfungerende database – med støtte og sparring fra din tilknyttede datamanager.

OPENs datamanagere er klar til at hjælpe dig hele vejen.

  • Oprettelse af projektet og tildeling af RPM brugerrettigheder
  • Introduktion til REDCap, med udgangspunkt i det konkrete projekt
  • Vejledning om databasens opbygning, valideringsregler og kodebog
  • Løbende assistance under opbygningen og brugen af REDCap databasen.
  • Udtræk af data fra databasen
  • Gennemgang af projektet i REDCap, når forskeren mener, at skemaerne er klar
  • Projektets overgang fra udvikling til drift
  • Randomisering
  • Spørgeskemaudsendelser via Digital Post eller E-mail
  • Sletning af data/overførsel af data til Rigsarkivet ved udløb af datatilsynsgodkendelse.

Vi afholder REDCap kurser for nye såvel som garvede REDCap brugere. 

  • REDCap Grundkursus
  • REDCap Spørgeskemaer
  • REDCap Workshop

Tilmeld her:

OPEN - REDCap grundkursus | Region Syddanmark

OPEN - REDCap spørgeskemaer | Region Syddanmark 

OPEN - REDCap Workshop | Region Syddanmark

 

 

 

Data tilhører altid projektejeren. Hvis eksterne parter viser interesse for data på baggrund af projektbeskrivelsen på OPENs hjemmeside, vil OPEN videreformidle kontakten til projektejeren, som derefter afgør, om et samarbejde kan etableres.

APPFWU02V